digitale sikkerhed

Sådan værner du om din digitale sikkerhed

Rådet for Digital Sikkerhed har udgivet en række anbefalinger til at højne den digitale sikkerhed blandt borgerne, og dem vil vi gerne give videre til dig, så din færden på internettet bliver mere sikker.

Hackere og it-kriminelle får efterhånden større og større taletid i den danske presse, fordi så mange danskere hver dag rammes af et angreb. Vi mærker det især hos My-Data, hvor vi hjælper kunderne med at genvinde kontrollen over deres computer eller beskytte sig mod truslerne udefra.

Heldigvis er der mange ting, du selv kan gøre, hvis du vil undgå at blive offer for it-kriminalitet, og vi hjælper dig med at bliver klogere på, hvordan du bruger internettet på en sikker måde.

1) Beskyt dine enheder med et antivirusprogram

Antivirusprogrammer har eksisteret længe, og vi har en tendens til at tro, at det kun er vores computere, der skal sikres mod hackere, men realiteten er en helt anden. Alle dine enheder skal beskyttes mod skadelige programmer og uvedkommende indtrængen, og det gælder både computer, smartphones og tablets.

Du kan med fordel vælge et antivirusprogram, der både beskytter dine enheder og automatisk laver online backup, hvis uheldet alligevel skulle være ude.

2) Sørg for løbende opdatering

Når hackere skal have adgang til dine enheder, udnytter de sikkerhedshuller i programmer, apps og styresystemer, og derfor er det vigtigt, at du holder det hele opdateret på kontinuerlig basis.

3) Pas på links og vedhæftede filer

Modtager du en mail eller en besked fra en person, du ikke kender, så vær skeptisk. Klikker du på et farligt link, risikerer du, at computeren inficeres med malware eller ransomware eller at du sendes til en falsk hjemmeside, hvor it-kriminelle forsøger at lokke personfølsomme oplysninger ud af dig.

4) Brug stærke passwords

Rigtig mange danskere bruge familienavne, fødselsdage og andre gennemskuelige passwords, der gør det let for hackerne at få adgang til dine konti. Du bør altid bruge lange passwords med både tal, tegn og bogstaver, og du skal helst bruge forskellige passwords til forskellige tjenester.

5) Hav altid backup af dine data

Vi kom kort omkring det i punkt et, men vi siger det gerne igen, for det er det absolut bedste, du kan gøre for dig selv: Sørg altid for at tage sikkerhedskopier af dine data. Både dokumenter, mails, billeder og andre filer.

Går din computer, tablet eller telefon i stykker, bliver stjålet eller bliver du udsat for et hackerangreb, kan du gendanne alle dine filer, hvis du har foretaget grundig backup.

6) Vær skeptisk og brug din sunde fornuft

Svindlere og it-kriminelle forsøger hele tiden at franarre dig fortrolige oplysninger, fx passwords, personnummer og dankortoplysninger. Her skal du huske, at hverken SKAT, din bank eller nogen anden dansk virksomhed ville bede dig om personlige oplysninger på mail eller i telefonen – brug derfor din sunde fornuft, og udlever aldrig denne slags oplysninger. Samtidig er det en god idé at overveje, om et tilbud lyder for godt til at være sandt – så er der nemlig stor chance for, at der er svindlere på spil.

Rådet for Digital Sikkerhed har endnu et par punkter på listen om digitale sikkerhed, og hvis du er nysgerrig, finder du dem allesammen lige her.