Forstå GDPR på 5 minutter

Fulgte du med i debatten, da de nye regler om databeskyttelse – også kaldet GDPR – trådte i kraft tilbage i maj 2018, og har du endnu ikke helt forstået, hvad lovgivningen reelt har af betydning for dig? Læs med her, og få styr på GDPR på 5 minutter.

Den 25. maj 2018 indførte EU en ny databeskyttelseslov, General Data Protection Regulation, mere kendt som GDPR. I månederne op til den aktuelle dato tikkede der med garanti beskeder ind i din e-mailindbakke, som proklamerede, at dine private data blev opbevaret på sikker vis hos diverse servicevirksomheder.

Kort fortalt stiller GDPR-lovgivningen krav til, hvilke informationer virksomheder, skoler og andre organisationer må gemme om dig, og hvor lang tid de må opbevare dine data.

Men hvad betyder GDPR for dig som forbruger?

Ret til dine data – og ret til at blive glemt

Reglerne i GDPR giver dig ret til at bede enhver virksomhed om at udlevere alle de data, den gemmer om dig; fra navn, billeder og e-mailadresse til overvågningsvideoer, lokation etc.

Udover at få adgang til de data, virksomheder gemmer om dig, har du nu også ret til at få det hele slettet, ligesom du kan bede om at få oplysningerne rettet, hvis de er ukorrekte eller der er sket ændringer.

Alle virksomheder, offentlige institutioner og organisationer, der agerer i EU, er omfattet af loven, og virksomhederne har god grund til at overholde reglerne. Alternativt kan de straffes med bøder på op til 4 procent af den samlede globale omsætning.

 

Hvad kan du selv gøre?

Med GDPR blev dine rettigheder som forbruger styrket, og lovgivningen giver dig mulighed for at få bedre kontrol over den data, der indsamles, når du bruger apps og digitale produkter.

Vil du gøre dine rettigheder gældende, kan du:

– Kræve at se, hvad der foregår. Ret henvendelse til virksomheder, apps og netbutikker og bed om at se, hvilke oplysninger de har på dig.

– Spørg ind til formålet med de aktuelle oplysninger, og bed om at få dine data slettet, hvis ikke virksomheden har en saglig begrundelse for at gemme dem.

– Klag til Datatilsynet, hvis reglerne ikke overholdes.