It-kriminelle udnytter, at dine personlige oplysninger er tilgængelige mange forskellige steder. Vil du undgå at blive offer for identitetstyveri, skal du beskytte dine oplysninger – se her hvordan.
Der er flere forskellige ting, du skal tage højde for, hvis du vil beskytte dine personlige informationer, og de fleste handler først og fremmest om at være forsigtigt. Vi har kigget Forbrugerrådet Tænk over skulderen og giver dig 5 gode råd til at undgå identitetstyveri.
1) Del aldrig dit CPR-nummer
Dit CPR-nummer er guld værd for it-kriminelle bagmænd, så derfor skal du passe på med at lægge det ud på offentlige sider. Det er fx ikke nødvendigt for en arbejdsgiver at kende dit CPR-nummer, så undlad det på dit online CV. Vær desuden opmærksom på, at eksamensbeviser ofte viser dit CPR-nummer, så sørg for al sløre det, hvis du lægger beviset på nettet – det samme gælder, hvis du vil dele et scannings- eller røntgenbillede på online fora.
2) Log ud af offentlige computere
Logger du ind på personfølsomme sider fra en offentlig computer, fx netbank eller borger.dk, skal du sørge for at logge af, inden du forlader computeren – det er ikke nok bare at lukke vinduet ned.
3) Pas på med personlige papirer i skraldespanden
Det er fristende at smide lønsedler, bankpapirer og brugte recepter direkte i skraldespanden, når du ikke længere skal bruge dem, men du skal være varsom med den slags papirer – de skal smides sikkert ud. Du kan strege CPR-nummeret over, klippe papiret i stykker, så CPR-nummeret deles eller smide papirerne i en skraldepose, der lukkes, frem for at sortere dem i papiraffaldet.
4) Modtager du ikke dit pas eller sygesikringskort?
Generelt er det helt sikkert at få sendt pas og sygesikringskort med posten, men hvis du alligevel oplever, at det ikke når frem som forventet, skal du sørge for at anmelde det til den myndighed, der er afsender.
5) Husk sikkerhedsopdateringer
Hos My-Data har vi et ekstra råd, vi gerne vil give dig med på vejen; husk altid at holde computere, tablets, smartphones m.m. fuldt opdaterede. Sikkerheden i dit antivirusprogram og dit styresystem afhænger nemlig af, om du ajourfører dine sikkerhedsopdateringer kontinuerligt.