Mere end 1/3 af alle europæiske virksomheder rammes af hackerangreb, og flere eksperter spår, at det tal vil stige på baggrund af GDPR.
Det er ikke mange uger siden, at GDPR trådte i kraft, og siden da er spekulationerne om nye hackerangreb eksploderet. I Børsen fortæller advokat og partner i Delacour, Jon Lauritzen, at de nye regler blot er endnu en grund til, at hackerne ønsker at trænge ind i din computer.
Her vil de undersøge, om din virksomhed overholder GDPR – og det samme vil de gøre med tusindevis af andre virksomheder. Gør I ikke det, kan der opstå afpresning af helt store summer. Alternativt vil hackerne lække den manglende beskyttelse af persondata til Datatilsynet – og det kan vælte økonomien i de fleste virksomheder.
Vil du sikre dig mod hackerangreb, skal du fokusere på IT-sikkerheden, og vi har samlet 3 gode råd, du aktivt kan bruge.
1) Opdatér dit styresystem
Det lyder måske som en sang fra gamle dage, men en af de bedste ting, du kan gøre for din computer, er at opdatere dit styresystem. Det skal altid være fuldt opdateret – og det gælder også tilføjelsesprogrammer som Adobe, Java etc.
2) Få et antivirusprogram
Et antivirusprogram opdager og beskytter dig mod malware, vira og orme; alle former for trusler. Det sker gennem løbende overvågning, og det er enkelt og effektivt.
Gratisversionerne er ok, men du får meget for pengene, hvis du køber et godt antivirusprogram. De er mere effektive, og samtidig sørger mange af dem blandt andet for, at dine programmer altid er fuldt opdateret.
3) Sørg for backup
Du har sikkert hørt det før, men vi siger det gerne igen: Lav backup. Altid! Det kan være på en fysisk harddisk, hvis du synes det er nemmest, men det kan også være i skyen.
Sidstnævnte er en unik mulighed for at få en nem, hurtig og sikker backupløsning af al din vigtige data. Med det rette program sker det 100% automatisk, så du ikke selv skal huske at gøre noget – og du vil altid kunne genskabe din computer, hvis uheldet er ude.