4 klassiske svindelmails du skal holde fingrene fra

It-kriminelle bliver mere og mere kreative i deres forsøg på at lokke dataoplysninger og kolde kontanter ud af computerbrugerne, men er du opmærksom på de 4 mest udbredte svindelmails, kan du holde de værste hackere stangen.

Når du åbner indbakken i din e-mail, er den ofte ved at flyde over af spammails og phishing-forsøg fra it-kriminelle, der forsøger at lokke dit telefonnummer eller dine kreditkortoplysninger ud af dig. Det kan være svært at gennemskue de professionelle svindelmails, men der er særligt fire typer, du kan slette, så snart du ser emnefeltet og afsenderen, fortæller sikkerhedsfirmaet Kaspersky til komputer.dk.

Flere af de registrerede malwareangreb får adgang til din mobil via apps, og derfor anbefaler Kaspersky, at du udelukkende henter dine apps hos Google Play.

1) Falske notifikationer fra sociale medier

Facebook og Instagram er blandt verdens foretrukne sociale medier, og det gælder også for it-kriminelle, der forsøger at forklæde deres svindelmails, så det ligner, at de stammer fra et socialt medie.

En svindelmail med en notifikation fra eksempelvis Facebook, opfordrer dig som regel til at klikke på et link og opdatere din konto, fordi den efter sigende er blevet hacket. Du vil blive bedt om at indtaste brugernavn og adgangskode, som bagmændende lurer af, og så har de fri adgang til din konto.

 

2) E-mails fra din bank

Falske e-mails fra din bankfilial er et ofte benyttet trick hos it-kriminelle hackere. Den vil som regel indeholde et link, der fører dig til en falsk (men vellignende) hjemmeside, hvor du bliver opfordret til at oplyse dine kreditkortoplysninger.

Medmindre du har talt med din bank først, bør du aldrig stole på en mail, der lader til at komme fra banken. Det er næsten med sikkerhed en svindelmail fra kriminelle bagmænd, der vil have adgang til dine konti.

 

3) “Opdater dine betalingsoplysninger”

Kendte internetudbydere som Netflix, Amazon og PayPal bliver ofte brugt som skalkeskjul for de kriminelle hackere. Her forsøger de at lokke dig til at opdatere dine betalingsoplysninger, så de kan få adgang til dine kreditkortoplysninger.

Er du i tvivl, så kontakt den respektive virksomheds kundeservice eller log på via din browser og skift adgangskode. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

 

4) Nigeria-mails

Du har sandsynligvis hørt om de klassiske Nigeria-mails. Her fortæller en stakkels sjæl om en ulykke, der er indtruffet, hvorefter personen beder om økonomisk støtte til at komme ud af situationen.

Endnu mere kendt er de e-mails, der har givet navn til denne form for svindelmails; den hvor en nigeriansk prins vil dele sin store rigdom med dig, hvis du blot sender ham dine konto- og kreditkortoplysninger.

 

Vær opmærksom, og brug din sunde fornuft

Hvis du vil undgå at blive offer for falske e-mails, er der en række gode råd, du med fordel kan have i baghovedet, når du åbner dine e-mails:

– Send aldrig personlige oplysninger, kreditkortoplysninger eller lignende via e-mail.

– Tjek afsenderadressen – det vil ofte være tydeligt, at den er falsk.

– Tryk aldrig på et link i en e-mail, hvor du ikke kender afsenderen.

– Brug din sunde fornuft – hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det sandsynligvis det.